Sidste år arvede min mand sammen med sin bror forældrenes hus. Siden da har vi fået en ny hobby: at rydde huset, passe haven, indtil alt er klar til, at det kan sælges – og er solgt.

Huset ligger lige så langt væk fra vores lejlighed som vores have – men desværre i en helt anden retning. Som sagt, en ny hobby …

Grunden til, at jeg skriver alt dette:
I stuen i dette hus er der et smukt panoramavindue mod syd, suppleret med brede natopvarmningsradiatorer foran. Så tænkte jeg:
Optimale betingelser for at fordyrke tomat-, courgette- og græskarplanter osv.

Egentlig havde jeg opgivet at fordyrke – i en lejlighed med vinduer mod nord er det jo ikke ligefrem ideelt. Og så det »nye hobby« …

Ideelle forhold, sådan set. Masser af sol og de let varme radiatorer nedenunder – fantastisk, ligesom i et drivhus! Tænkte jeg. Endelig kraftige planter, der ikke er så spinkle, fordi de hungrer efter det smule lys, de får hos os (og det bliver der ikke mere af, når de kæmpe lindetræer i gaden folder deres blade ud i løbet af foråret).

Så jeg så med stor entusiasme: tomater, courgetter, græskar, solsikker, ja, endda bønner!

Mærkeligt nok forblev planterne foran panoramavinduet små, blege og havde generelt svært ved at trives.

Da det hele allerede var lidt for sent, fandt vi løsningen:
Glasmesteren, der nogle år tidligere havde udskiftet vinduerne og ruderne fra 60’erne i huset, kunne fortælle, at den nyindsatte rude afskærmer alle mulige stråler fra sollyset (på grund af opvarmning/varmetab). Herunder også dem fra det spektrum, som planter har særligt stort behov for. Ikke underligt altså, at planterne ikke havde udviklet sig. Og synd for alt det arbejde, jeg havde lagt i det.

Efter vi vidste det, stillede vi planterne foran glasstenvæggen. Ikke ideelt, men de har kommet sig lidt, og vi kunne redde et par planter.